Lidt fakta om de gamle husdyrracer
De gamle danske husdyrracer er resultatet af flere tusinde års husdyrhold. I tidens løb har dyrene ændret sig, idet man har ændret og forbedret egenskaber, størrelser og farver, indført dyr fra andre lande og så videre.
Efter 1850 begyndte man at foretrække renavl; dyr af samme farve, størrelse og lignende. Ved at udvælge dyr med bestemte egenskaber til videre avl dannedes efterhånden ensartede, nationale husdyrracer. Racerne tilpassede sig de livsbetingelser, der var fremherskende i de enkelte regionale område. Det er for eksempel en væsentlig grund til, at man tidligere holdt andre typer af blandt andet får og kvæg på de magre jorder i Jylland end på den mere frugtbare jord i Østjylland og på øerne.
Efter 1950 og især i de sidste 20-30 år er de forskellige husdyrracer blevet krydset med udenlandske racer og har mere eller mindre fortrængt de gamle racer. De nye husdyrracer kan bedre end de gamle leve op til det moderne landbrugs krav om ydelse og tilvækst
Bevaring af de gamle danske husdyrracer
De gamle danske husdyrracer skal bevares, fordi de er en del af vores kulturarv, og fordi de indeholder værdifulde arveanlæg, som kan blive uvurderlige i fremtiden. Derudover er de gamle racer generelt lettere, mere nøjsomme og hårdføre end de højt forædlede racer, og er af den grund ofte bedre egnede til for eksempel landskabspleje.
Udvalget til Bevarelse af Genressourcer hos Danske Husdyr (Plantedirektoratet) søger i samarbejde med private avlere, museer og andre at samle og bevare de gamle husdyrracer. Dyrene bevares både i levende live og som nedfrossen sæd og befrugtede æg.
Lidt fakta om Landbrugsmuseets marker
På museets marker, driver Dansk Landbrugsmuseum et demonstrationslandbrug i lille skala, som landbrugets drift har set ud omkring 1930. Afgrøderne på markerne er gamle sorter af danske landbrugsplanter. Markerne drives økologisk med moderne redskaber. Høsten af kornet foretages på den årlige Høstdag i august og demonstreres ved hjælp af gamle redskaber og maskiner.
Lupin
Lupinen er en bælgplante med et meget højt proteinindhold. Den har været dyrket omkring Middelhavet siden oldtiden, men kom først til Danmark i sidste halvdel af 1800-tallet. Den anvendes især til grøngødning ved opdyrkning af heden. Lupin samler kvælstof ved hjælp af bakterier på rødderne, derfor kan den dyrkes uden brug af gødning. Den forbedrer jordens kvælstof-indhold, når den pløjes ned. Lupinen har nogle giftige stoffer i sig, og først med fremkomsten af nye sorter i 1928 med lavt indhold af disse stoffer, steg interessen for at dyrke lupiner til foder.
Fodermarvkål (Brassica oleracea subsp. Acephala var. medullosa)
Denne plante stammer som alle andre kålsorter fra den vilde havekål, der gror langs Vest- og Sydeuropas kyster. Fodermarvkål kan blive op til 1,5 meter høj og får en indtil 4 cm tyk marvfyldt stængel. Efterhånden som planten vokser, falder de nederste blade af. Planten vokser hele efteråret, indtil frosten kommer. Den kan give et godt udbytte som efterårsafgrøde, enten til grøntfoder eller ensilering, men har aldrig haft nogen udbredelse af betydning. Runkelroe (Lille Tårøje)
Runkelroen stammer som andre bederoer fra strandbeden, der vokser på strandvolde her i landet. Runkelroer kom til Danmark i 1700-tallet, men blev først udbredt efter 1880 ligesom andre roer. Alle dyrkede roer er 2-årige. Første år dannes selve roen, og andet år bruges den oplagrede næring i roen til at sætte små grønne blomster på meterhøje stængler. Sorten 'Lille Tårnøje' er fremavlet af gårdejer Ole Olsen, Wigottenborg ved Haslev. Roen kom i 1. klasse i 1904 og fik kongepræmie i 1905. Den fik stor udbredelse i 1920´erne og 1930´erne. Runkelroer dyrkes næsten ikke mere, idet e har et lavt tørstofindhold og dermed mindre foderværdi, ligesom deres uens størrelse og måde at gro på, næsten helt ovenpå jorden, gør dem uegnede til behandling med maskiner.
Frøroer
Roer er 2-årige planter. 1. år dannes selve roen, og næste år bruges den opsamlede næring til blomstringen og frøsætningen. I praksis avler museet roefrø ved at tage roerne op om efteråret det første år. Toppen skæres forsigtigt af, så roen ikke beskadiges, og derefter gemmes den i kule vinteren over. Sidst i april plantes roerne igen i marken, hvor de blomstrer og sætter frø. De høstes i løbet af efteråret. Den sort museet har, er ikke særlig kendt, men det er en runkelroe, der blev indført til Danmark omkring 1860, og som man ophørte med at dyrke i begyndelsen af 1900-tallet. Museet kalder sorten for 'Alex Rasmussen', efter den person som har givet roerne til museet.
Kålroer
Kålroer hører til korsblomstfamilien, herunder kål (Brassica), der omfatter en lang række kulturplanter. Planten er muligvis opstået ved tilfældige krydsninger i middelalderens kålhaver, og er da også i lang tid en køkkenurt (kålrabi). Både kålroen og de andre roer får først betydning i Danmark efter 1880, da man lægger landbruget om til produktion af mejeriprodukter. Fra dette tidspunkt kan det betale sig at fodre køerne med de saftige roer, så man også i vinterhalvåret kan få en god mælkeproduktion. Arealerne med kålroer er aftaget meget i de sidste 20 år, idet man i stedet anvender fodersukkerroer.
Hvede (Triticum aestivum)
Almindelig hvede er verdens vigtigste kornsort og hoved-næringsmiddel for mere end en 1/3 af verdens befolkning. Almindelig hvede er sandsynligvis opstået i Vestasien som en krydsning mellem vild emmer og gåseøje. Arkæologiske fund viser, at almindelig hvede blev dyrket i Persien, Irak og Tyrkiet 6000 – 5000 år f. Kr. I Danmark dyrkes den fra omkring år 3000 f. Kr. Hvede dyrkes mest som vinterhvede, der sås om efteråret, idet den giver det største udbytte, mens vårhvede giver et mindre udbyttet, men bedre brødkorn.
Boghvede (Fagopyrum esculentum)
Boghvede blev tidligere dyrket som en slags korn. Den kom til Danmark i 1300-tallet, og fik især udbredelse på de allerdårligste jorde. I Vestjylland var den i lang tid ligeså vigtig som rug, men efter 1815 blev den fortrængt af kartoflen. Planterne tåler ikke frost. Den skal derfor sås sent, helst efter 1. juni. Boghvede blomstrer hele tiden og planten har således både modne frø, umodne frø og blomster, når den høstes. Derfor skårlægges den og tørrer på marken et par uger, inden den bringes hjem og tærskes. Boghvedens frø males til gryn eller mel. Boghvedegrød var nogle steder en fin ret, mens den andre steder serveredes til mange måltider og regnedes for fattigmandskost.
Vinterbyg, Vårbyg (Hordeum vulgare convar. disticon)
Den dyrkede toradede byg er opstået af vild toradet byg, der findes vildtvoksende i Vestasien. Her har man dyrket byg siden år 7000 f. Kr. Den byg, de første agerbrugere bragte til Danmark for ca. 6000 år siden, var den seksradede byg, der opstod som en mutation af den toradede byg. Den toradede byg nåede først til Danmark i 15- 1600-tallet. Gennem hele historien har byg givet føde til mennesker og foder til dyr, og ikke mindst er den blevet anvendt til fremstilling af øl. Tidligere var vårbyg, der sås om foråret, den mest almindelige. Men vinterbyg er blevet dominerende i Danmark de sidste 15-20 år, bl.a. som følge af regler om grønne marker om vinteren og forbedrede midler til ukrudtsbekæmpelse.
Havre
Havre stammer sandsynligvis fra gold havre, der vokser vildt langs kysterne i Middelhavsområdet. Den har været dyrket i Europa siden år 1000 f. Kr. Havre passer til et køligt og regnfuldt klima, og har været dyrket på store arealer i Vesteuropa, både som føde til mennesker og som foder til heste. Havre sås om foråret (vårsæd).
Vikker
Vikker er en bælgplante, hvoraf to sorter dyrkes og en halv snes er vildtvoksende her i landet. Det er en foderplante og planten indgår i en foderblanding med havre, byg og ærter (vårvikker) eller med rug alene (vintervikker). Der er kun tale om hestefoder. Planten er meget nøjsom og kræver kun lidt af jorden, til gengæld er den ikke begejstret for tørke i forsommeren.
Rug
Rug er den yngste og en af de mest almindelige kornsorter i Danmark. Den hører egentlig hjemme i det sydvestlige Asien men bredte sig for omkring 1500 år siden til den nordlige del af Europa. Rug er en meget hårdfør og nøjsom planter, der i sit hjemland blev betragtet som ondartet ukrudt. Omkring år 0 begyndte den at fortrængte hveden og blev efterhånden ophøjet til kulturplante. Botanisk set hører rug til græsslægten ligesom hveden, som den ligner i bygning og udseende. Den finere hvede (det hvide brød) har altid været den mest eftertragtede kornsort men danskerne ville være ilde stedt, hvis de ikke fik deres daglige ration rug i form af rugbrød.
Hør
Hør anses for at være den ældste kulturplante, der anvendes til andet formål end menneskeføde. Den er tidligst blevet dyrket i Egypten og omkring det Kaspiske Hav for 4 - 5000 år siden. Efter fund fra jernalderen anses det for sandsynligt, at hørdyrkning har været almindelig i al fald i Jylland de første par hundrede år e. Kr. Hør dyrkes i dag over hele Europa. Der tales i almindelighed om to sorter; springhør (olie) og tærske- el. spindhør også kaldet lin. Det er specielt spindhør til tekstilindustrien, der dyrkes herhjemme. I Danmark fik dyrkningen af hør et opsving under 2. verdenskrig. Hør er en 1-årig plante, ca. ½ - 1 meter høj og har enten blå eller hvide blomster.
Kartoffel
Kartoflen stammer fra Sydamerika og fik først rigtig udbredelse i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet. I dag er der stort set kartofler overalt, såvel i landbruget som i private haver. Planten er et uvurderligt fødemiddel, og næppe ret mange danskere kan forestille sig et måltid uden denne rodfrugt. Specielt på de sandede jorde i Jylland er der tradition for stordrift af kartofler til industrien og fødevareproduktionen. Planten hører til den giftige natskyggefamilie ligesom tomaten. Det er kun knolden der spises. Knolden er en kødfuld og stivelsesrig fortykket del af stænglen.
Byggeriet består af tre faser, hvoraf den første stod klar til at tage imod sine nye beboere 1. december 2001. 
Foruden de dyr Landbrugsmuseet har, er der svin, heste, hunde, ænder, duer og Læsøbien med på bevaringslisten. Nogle af disse racer kan måske ad åre også ses på Dansk Landbrugsmuseum.