200 års jubilæumsudstilling 1810 – 2010
Særudstilling. Kan ses frem til 20. september
Når man i dag går på dyrskue, så oplever de fleste en sammenblanding af udstilling af dyr, maskiner, politiske meninger og gøgl. Der er selvfølgelig masser af dyr, der er store maskiner ikke bar til landbruget, men også entreprenørmaskiner kan man i dag se på et af de store dyrskuer. For de fleste er det nok det, der er oplevelsen. Men hvis man går et lag dybere og begynder at gå på opdagelse i dyrskuet, så kan man finde spor, endda tydelige spor efter det dyrskue, der var engang.
De første dyrskuer var alvorlige ting, især efter den første husdyrlov fra 1852, hvor der kom ganske store summer ind i præmiepuljerne, og samtidigt blev en god placering på dyrskuet afgørende for et dyrs rolle og fremtid som avlsdyr. Nogle af de tidlige dyrskuer, landmandsforsamlingerne, havde foruden dyrskuet også en forhandling, altså et møde hvor der blev diskuteret faglige spørgsmål.
Ved siden af udstillingen og bedømmelsen af dyrene, så kom der efterhånden også andre elementer ind, dels faglige udstillinger, arrangeret af kredsen bag dyrskuet og dels salgsudstillinger hvor de var producenter og forhandlere, der stod bag. Alt i alt et enormt arrangement, når man tænker over det. Så var der selvfølgelig også underholdningen, i mange år, så opførte det kongelige teater en forestilling på De jyske Landboforeningers Ungskue, sådan er det ikke længere, nu kan man opleve mavedans og gravkoballet.
Men dyrskuet er stadig en alvorlig ting, det kan man opleve, når man besøger de tilbageværende dyrskuer, de er landbrugets udstillingsvindue ud til det øvrige samfund.
Udstillingen viser både den store folkefest, men også nogle af de alvorlige elementer, som et dyrskue også indeholder.
God fornøjelse med et besøg i udstillingen
Kunstudstilling med Gunver Ridell
- landboliv i patchwork
På Dansk Landbrugsmuseum vises en kunstudstilling af Guver Ridell fra
4. juni til 20. september 2010.
Guver Ridell har skabte en række patchworkværker specielt til Landbrugsmuseet, hvor hovedtemaet er køer, høns og landboliv.
Gunver Ridell er opvokset i Vendsyssel, men har de sidste 20 år været bosat i Göteborg. Som hun selv udtaler, så har: ”jeg arbejdet med billedetæpper i over fyrre år, som tiden dog går. Men med barndomstiden i bondesammenhæng – sidder så tydeligt i det meste af det jeg gør”.
Billedetæppernes teknik, kaldes patchwork, men miljøerne er hentet fra barndommen, hvor bondesamfundet stadig var som i ”gamle dage” og meget langt fra det moderne landbosamfund, der findes i dag. ”Men jeg husker det – hvordan folk var på landet – det var en kamp for mange – men kærligheden til dyr og marker, sad der, hvor den skulle. Selv om mennesker, også dengang havde vældig meget arbejde, så var der tid til at glæde sig over livet.”, siger Gunver Ridell, der netop med sit kunstneriske virke forsøger at fastholde nogle af de mange erindringsbilleder og føre dem over på billedtæpper.
Gunver Ridell har udstillet på en lang række særudstillinger i Danmark, blandt andet på Kunstnernes Påskeudstilling i Århus, Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup, for flere danske kommuner samt på adskillige sygehuse.
I 1985 fik hun tilbudt udsmykningsopgaven af Frihedens Sportscenter for Hvidovre Kommune.
Kunstudstillingen med landbolivet i patchwork kan ses i Museets Centralhal.
Garverudstilling
Fra maj 2009 til ultimo 2011
I Centralhallen vises en mindre udstilling om garverfaget.
Et erhverv der gik på pension og endte sine dage på museum. Dette er faktisk en meget passende overskrift for garverfaget, som siden oldtiden har været et af de vigtige men måske også lidt mindre synlige erhverv. Erhvervet er ophørt sit aktive liv, i alt fald i Danmark, men heldigvis er der mennesker, der har været med til det sidste, som kan berette om den svundne tid.
De eneste steder, hvor man i dag kan møde faget, er på museerne, og specielt på Dansk Landbrugsmuseum. Her kan man om føje år opleve permanente udstillinger om, hvordan det største organ på dyret, huden, blev forarbejdet til sko, beklædning, polstring af møbler, bil- og flysæder og tasker.
Garverimuseet, der tidligere sammen med Slagterimuseet og Museet for Køleindustri var placeret i Roskilde er nu flyttet til Dansk Landbrugsmuseum på Gl. Estrup. Der er bygget en permanent udstilling om slagterfaget og nu er der etableret en mindre særudstilling om garverfaget og køleindustrien.
Den sidste garver i Danmark, Ove Rasmussen har skrevet bogen 'Historien om garvere og garverier'. Bogen er udgivet i Skriftserie for Dansk Landbrugsmuseum og kan købes på: http://www.gl-estrup.dk/bogbutik.php