Udskriv printvenlig udgave
    

Historien

 Historisk billede

Dansk Landbrugsmuseum er det statslige og nationale museum for landbruget, landbokulturen, landbrugets følgeindustrier og måltidets kulturhistorie. Museet er det eneste af statens kultuhistoriske museer, der ligger udenfor københavnsområdet.

Dansk Landbrugsmuseum, blev oprettet i 1889, og har i dag til huse på herregården Gl. Estrup, på Djursland. Selve herregården er et andet museum, nemlig den selvejende institution Jyllands Herregårdsmuseum. Men avlsbygningerne samt de omkringliggende jorde har siden 1969 tilhørt staten og dermed Dansk Landbrugsmuseum. I 1977 blev den første af de nye moderne udstillingsbygninger bygget, siden er to andre kommet til. Disse moderne bygninger danner rammen om historiske og nutidige udstillinger samt cafe, kunstudstillinger og museumsbutik. I 1996 blev der bygget et besøgsmagasin, hvor tusindvis af landbrugsredskaber kan studeres. Det nyeste byggeri er Center for den levende Kulturarv, hvoraf første etape blev taget i brug 1. december 2001.

Dansk Landbrugsmuseums udstillinger slår bro mellem fortid og nutid, og giver et levende indblik i livet på landet i form af arbejdsscener og interiørs.

Den lyse centralhal danner ramme om skiftende udstillinger.

I den ene af udstillingshallerne er der opført en legeplads - Børnenes Gård - på 300 m2 og udenfor er der en legeplads med klappegeder, kaniner og høns.

Gennem året demonstrerer de frivillige laug deres faglige kunnen ved mange særarrangementer. Her vises de gamle arbejdsprocesser fra landbruget på markerne, hvor de gamle redskaber og maskiner er i fuld funktion.

Der er i øjeblikket følgende laug på stedet: Gl. Estrup Smedelaug, Gl. Estrup Pige- og Karlelaug, Gl. Estrup Bilaug, Gl. Estrup Torvelaug, Gl. Estrup Dyrlægelaug samt en mejeristgruppe,bryggerpigerne, slagtergruppen, husflidsgruppen samt Historisk Køkken.

Derudover er Dansk Landbrugsmuseums Venneforening af stor betydning for museet, specielt ved særarrangementer, hvor mange medlemmer stiller sig til rådighed for den arbejdskrævende forberedelse og udførelse sammen med laugenes medlemmer.

Ud over museets bevaring af genstande, er der andre bevaringsprojekter på Gl. Estrup; den Landbrugsbotaniske Have fremviser omkring 400 forskellige gamle danske nytte- og prydplanter og i Æbleplantagerne findes 274 gamle danske æblesorter. På markerne kan man opleve de gamle danske husdyrracer.


Send en mail til Dansk Landbrugsmuseum